Den dårlige sekretær
Tove har længe været på vej ud. Hver måned koster hun firmaet en formue som følge af kundeaftaler, der glipper, breve hun glemmer at sende, deadlines, der ikke overholdes, foruden alt det løse: den uoplagte telefonstemme, de halvprofessionelle breve fyldt med småfejl som dobbelte mellemrum og kommafejl. Hun kan dårligt køre en stavekontrol på tekstbehandleren. Hun synes hun er ved at være for gammel til at lære det.

Det underlige er, at hun selv og alle andre tilsyneladende bare har affundet sig med at "sådan er Tove." Selv når hun begår alvorlige fejl, er der ingen der rigtig orker at irettesætte hende. "Det var synd vi havde så travlt, at vi var nødt til at lade hende ordne det," ser folk ud til at tænke, og "hun er jo også ved at være gammel, så det må man jo bære over med." Gammel – Tove er kun 51!

Den gode sekretær
Nej, så er der mere gang i Ellen. Hun er frisk og glad og liver godt op i landskabet. Hun er kæk i telefonen og overholder sine aftaler og deadlines. Hun er god til at skrive breve fra diktafon og sommetider fra koncept. Hun er effektiv og dygtig, selv om hun også begår fejl. Hun er en helt igennem habil og god sekretær, som følger med tiden og lærer de nye tekstbehandlingssystemer. Hun laver tit sjov og bliver kun urimelig i de allermest belastede perioder, for stress har aldrig været hendes livret.

Den geniale sekretær
Men så er der Jill, gådefulde Jill. Hun er et geni. Hun ved hvad der foregår overalt i firmaet. Hun ved hvor alle breve, ordrebekræftelser, mapper, kundelister osv. befinder sig. Selv om arkivet er på hundredtusinder af sider, tager det hende under et minut at finde hvad som helst. Hun skriver breve på en blot og bar antydning af indholdet, fordi hun ved, hvad der skal ske og hvorfor. Hun er personligt gode venner med sekretærerne i snesevis af de firmaer vi handler med, og de gør ofte hinanden tjenester. Hun kommer med forslag til effektivisering og kvalitetsudvikling i afdelinger, som hun ikke har set andet til end korrespondancerne.

Jill burde forgyldes i 3 lag bladguld. Hun er 54 og har været i virksomheden i ni år praktisk taget uden en sygedag. Ingen kan huske at have set hende stresset eller forvirret. Hun er den eneste, der kan tale i 3 telefoner på samme tid. Hun har reddet firmaet så mange gange, fordi hun opdager de fejl, der sker næsten overalt i firmaet. Hvordan kan hun rumme det hele?

At mestre sit arbejde
At være mester til noget vil sige at være virkelig god til det. Så god, at man er på højde med de bedste på området. Men en mester er ikke optaget af at sammenligne sig med andre. Han eller hun sammenligner sig med sine egne visioner og livsdrømme om, hvor god man kunne blive. Den person, der søger mesterskabet, lever efter en drøm om fuldstændig beherskelse af sit felt, og erobrer derefter denne beherskelse. Langsomt, sikkert og systematisk. Han eller hun søger gradvis at beherske faget og dets virkemidler til fuldkommenhed.

En mester elsker sit arbejde, brænder for det. Han eller hun finder de største udfordringer i arbejdet, og kæmper sin kamp med dem. Mesteren udvikler sig fagligt og menneskeligt på samme tid, fordi arbejdet er blevet noget fuldstændig personligt og vedkommende.

I takt med udviklingen af mesterskabet bliver afstanden mellem mennesket og arbejdet mindre og mindre, og i mesterskabet flyder de sammen. Afstanden forsvinder. Mesteren forsvinder i arbejdet, bliver fuldstændigt opslugt af det, timerne går – "Hov, er det allerede blevet mørkt?"

I mesterskabet udfoldes livet mere og mere frit, mere og mere fuldkomment.

Prøv engang at overveje, hvordan det forholder sig med dit eget mesterskab. Prøv at svare på følgende spørgsmål:

• Hvor god er du til dit arbejde?
• Hvor god er du, når du sammenligner dig med de bedste inden for dit område?
• Hvor god er du i forhold til, hvor god du kunne blive overhovedet?
• Hvor veludviklet er din sans for kvalitet, og hvor store ambitioner har du med det du laver, hvad kvalitet angår?
• Hvor hurtig og effektiv er du, i forhold til hvor effektiv du kunne blive?
• Får du udviklet de færdigheder, der behøves, for at du kan løse dine opgaver bedst muligt?
• Oplever du arbejdet som en udfordring?
• Gør du dit bedste for at det skal lykkes?
• Laver du noget, der har din dybe og oprigtige interesse?
• Forstår du helt hvad formålet med dit arbejde er, og tilslutter du dig dette formål?
• Oplever du at arbejdet bygger dig op, eller river det dig ned?
• Får du brugt dig selv helt og fuldt i jobbet?

At udvikle sit mesterskab handler om fire grundlæggende ting, nemlig 1. at finde potentialerne for det i sig selv: evnerne og talentet, 2. at virkeliggøre disse potentialer som færdigheder, hvilket kræver 3. et dybt, sjælfuldt engagement, der først kommer, 4. når man i sit arbejde kan finde og gribe sit livs store udfordring. Lad os se på disse ting en ad gangen, selv om de ikke kan adskilles fra hinanden i praksis.

Dine ubegrænsede potentialer
Vores potentialer er alt det, vi har mulighed for at blive til og udrette her i livet. Det er alle de ting vi kan lære, og alle de egenskaber vi kan udvikle. Når man ser sig omkring skulle man måske ikke tro, at vi mennesker er særligt rigt udrustet med muligheder og potentialer. Men det er vi. Vi kan bare sagtens gå gennem livet uden nogensinde at opdage det. Og det er det, der sker for de fleste.

Livet er ikke nemt for nogle af os. Vi er kun mennesker. Det er forbandet svært at tro på, at vi har nogle særlige evner og talenter, før vi altså har gjort brug af dem og er blevet rigtig gode. Men at vi sådan på forhånd skulle tro at vi kan noget særligt, det ligger ligesom ikke til os. Vi tvivler for det meste på, at vi skulle have anlæg for at blive særlig gode. Men når vi af en eller anden grund bliver tvunget til at yde vores bedste, viser det sig for det meste, at vi har enorme evner. Vi har næsten ubegrænsede potentialer. Vi kan hvad vi vil, hvis sammenhængen er rigtig, og vi ellers er indstillet på at øve os vedholdende og ihærdigt gennem den hårde, møjsommelige og altid langsommelige læreproces, der går forud for beherskelsen af et nyt område.

Det er ikke rigtigt at sige, at vi umiddelbart har talent for alting. Der er noget, der ligger os langt mere lige for end andet. Vi kan alle sammen blive bedre, men der er en naturlig rækkefølge at blive det i. Hvis vi ikke har en vis styrke, smidighed og hurtighed, vil meget fysisk arbejde falde os vanskeligt. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke har talent for fx at spille tennis eller lægge tag, men vi kan ikke trække på sådan et talent, før vi har gjort noget ved vores stive og spinkle krop og dens alt for ukoordinerede og utrænede bevægelsesmønstre.

Prøv at tænke på dine potentialer som blomsterfrø, der skal falde i god jord for at spire og vokse sig store. Den gode jord er mesterskabets forudsætninger. Det er ikke så ligetil at blive virkelig god til noget. For at udvikle os, må planten have rødderne ned i jorden – ind i sjælen, hvor glæden og meningen findes – og bladene må op i lyset: der må ude i verden være brug for, at vi udvikler os på dette område.

Færdigheder
Hvorfor er vi ikke normalt genier inden for vores felt, men bare forkølet udmærkede til det vi laver? Hvorfor når vi så sjældent de store højder i vores arbejdsliv? Det kommer næppe bag på nogen, at det kan være svært at mestre arbejdslivet, hvis man ikke mestrer livet som helhed. Det var jo derfor vi startede med livskvaliteten i sidste kapitel. Dem, der endnu ikke kan se nødvendigheden af at involvere livet som helhed i diskussionen, vil jeg gerne forsøge at overbevise nu.

Hvordan kan vi have et godt og professionelt sprog i vores arbejdsliv, hvis vi i det hele ikke er særligt gode rent sprogligt? Hvis vi ikke kan formulere os præcist og har et rimeligt stort ordforråd? At læse og skrive er mere end at sidde med et formiddagsblad eller at skrive beskeder til ægtefællen. Det er en kunstart. Og livet er en stor kunst. Der er meget at lære, og meget at stræbe efter at kunne beherske.

At kunne udrette noget fremragende hænger sammen med i det hele taget at være et fysisk og psykisk velfunderet menneske. Heldigvis er det sådan, at når man sætter sig for at blive rigtig god til det man laver, så følger ens krop og psyke som regel også med. Man kan måske sige, at grunden til at det er så svært at blive rigtig god netop er, at vi skal trække hele vores grundlæggende eksistens med op. Det er et kæmpe mas. Men der er ikke noget alternativ til det.

Til hvert fag hører en omfattende faglig viden. Arbejder man med materialer findes der fx en omfattende materialelære. Der er så meget at lære om selv de mest simple materialer som jern og glas, at man sagtens kan blive ved med at lære om dem resten af livet. Uanset hvad man arbejder med, er der en faglig specialviden, man ikke kommer uden om at tilegne sig. Hvis man bliver grebet af sit fag for alvor og bliver specialist eller ekspert, kan man komme til at sidde inde med en helt utrolig viden om utallige emner i relation til faget. Faktisk er der ingenting, der er kedeligt, når bare det passer ind i den store helhed – når man virkelig har brug for at vide det.

Vi er nødt til at gøre os umage, og øve os systematisk i alt det, vi ikke er gode til. Først når vi er rigtig gode til en frygtelig masse små, tekniske detaljer, kan det hele smelte sammen til en funktionel helhed. Og så oplever vi dén umådelige glæde, det er virkelig at beherske noget. At kunne udtrykke sig selv og det man vil direkte og fuldstændigt.

Alting i tilværelsen hænger sammen. Kan man opnå et fagligt mesterskab, hvis man ikke mestrer sine private, menneskelige relationer? Nej, det kan nok ikke lade sig gøre at være mester bag skrivebordet eller i produktionshallen, hvis man ikke mestrer kærlighedslivet med kæresten. Hvis man ikke kan grine i timevis sammen med sine venner i fritiden. Hvis man ikke kan blive opslugt af at lege med sine børn. Mesterskabet går hele vejen rundt om livet.

Når vi på Forskningscenter for Livskvalitet har valgt at satse på at udvikle kvaliteten af arbejdslivet, er det således ikke fordi vi mener, at man kan udvikle dette uafhængigt at kvaliteten af livet som sådan – tværtimod. Men arbejdslivet er et fantastisk sted at starte, fordi de fleste mennesker er indstillet på at gøre en indsats i arbejdslivet. Og fordi de fleste mennesker kan se nødvendigheden af at yde en værdifuld indsats her. Det handler ikke bare om at gøre sig fortjent til sin løn, men om at give vores personlige bidrag til den verden vi lever i.

Et dybt og inderligt engagement
Et virkeligt engagement er noget, der får dig til at kaste al din opmærksomhed og energi ind i emnet. Det er som om det, der virkelig interesserer én, drager og trækker i os, der er dybt i sjælen en længsel efter at komme i gang, en længsel efter at fordybe sig, efter at bliver opslugt af det igen. Denne længsel, denne ild handler om livet selv. Den handler om at opleve at være fuldstændig levende. Så det, der virkelig interesserer dig, er noget, der vækker dig til live, noget der gør dig godt, som gør dig glad, som gør dig ny og frisk og levende.

Måske husker du hvordan du en gang blev fuldstændig opslugt af en god bog eller en god film, eller måske af et menneske som sad over for dig og fortalte dig om sit liv. Når livet er rigtigt, opstår der denne glødende intensitet, dette nærvær, denne fylde og tilstedeværelse, der er så evigt vanskelig at forklare, og så evigt sød, når vi møder den med alle sanser åbne.

Tænk på din første rigtige forelskelse. Denne desperation efter at være sammen med ham eller hende. Det er den samme kvalitet. En vild, dyb, oprigtig interesse. Kan man opleve den slags i forbindelse med arbejdet? Ja, det kan man. Der er måske ikke mange, der har det sådan, men der er intet til hinder for, at det bliver meget mere almindeligt. Det ligger nemlig lige neden under overfladen som en mulighed i os alle.

Kan man blive forelsket i sin kone igen? Kan man opdage helt nye, fantastiske sider af sine venner? Kan man få nye interesser højt oppe i årene? Kan man blive ved at finde skjulte sider af sig selv, der kan åbnes og udfoldes? Selvfølgelig kan man det. Men det kommer ikke af sig selv. I modsætning til den første forelskelse, som vi får gratis, må vi som voksne yde ret meget, for at den slags oplevelser stadig skal være en del af vores dagligdag. Engagement skal man ikke forvente kommer af sig selv: man får ikke et engagerende arbejde serveret af sin arbejdsgiver. Som voksne må vi selv tilføre livet energi, betydning og mening. Vi må selv bidrage ved at save en meget hård knast igennem: vi må finde vores livs udfordring.

At finde sit livs udfordring
Kan arbejdet være en udfordring? Det samme arbejde opleves som bekendt som en udfordring for den ene og en plage for den anden. Jeg vil give følgende definition: En udfordring er noget man personligt føler, man er nødt til at gøre, men som man ikke kan på forhånd. Man kan faktisk først gøre det, når man har gjort det, for udfordringen er netop en udfordring, fordi man er nødt til at flytte sig og lære en mængde nyt for at kunne løfte opgaven.

En udfordring er noget man selv opfatter som en udfordring, for udfordringen er i højeste grad noget personligt, noget der ligger en på sinde eller på hjerte, og som man af strengt personlige grunde er nødt til at tage sig af.

Udfordringen er strengt personlig, fordi den handler om ens personlige udvikling mod mesterskabet – ens udvikling mod at kunne gøre det, som man oplever man dybest set skal udrette i livet. Denne dybe bestemmelse er ikke noget gudgivet og forudbestemt, og man kan heller ikke sige den ligger i vores natur som mennesker. Den dybe bestemmelse fastlægges af vores natur, af vores personlighed og af vores placering i verden i fællesskab. Den udspringer af vores sammenhæng med verden. Den opleves som et kald. Et eller andet i os kalder os den vej.

Man kan sige, at enhver lille udfordring låner sin energi fra den store udfordring, som vi i bund og grund ser i vores liv. Det menneske, der ikke opfatter sit liv som en fundamental udfordring, vil næppe heller kunne opfatte et arbejde eller et parforhold som en udfordring. Et sådant menneske vil have svært ved at udvikle sig mod et sandt mesterskab. Hvis man ikke evner at se arbejdet som en spændende og fascinerende udfordring, man er nødt til at tage op og slås med, kommer man ikke langt. Udfordringen er nemlig den afgørende forudsætning for at blive virkelig god til noget, for det er udfordringen, der flytter os ud over vores egne grænser.

Mange mennesker tror fejlagtigt, at udfordringer er noget der kommer til en udefra. At en chef kan give en udfordringer. At noget arbejde rummer udfordringer, mens andet ikke gør det. Intet kunne være mere forkert. Udfordringer er noget vi selv finder og udpeger i verdens virvar af muligheder. Ligger det for os at fortolke verden som et sted fyldt med udfordringer, kan vi finde udfordringer i stort set hvad som helst. Der er altid en lillebitte chance for at komme hen i den retning, hvor vi gerne vil.

Mennesker, der ser udfordringer alle vegne, er forfulgt af held. Dem, der aldrig ser udfordringen, forfølges af uheld. Selvfølgelig er alle mennesker somme tider heldige og somme tider uheldige. Men dem, der tager udfordringen op, griber heldet næsten hver gang. Dem, der ikke ser udfordringen, lader gang på gang de store chancer og muligheder gå deres næse forbi.

Udfordringer findes både privat og professionelt. Kærlighedslivet er almindeligvis en meget stor udfordring. Det, som man kan lære her, er overordnet set nært beslægtet med det, man kan lære af de professionelle udfordringer. Man tvinges til at bearbejde sin personlighed. Udvikle selvdisciplin og tålmodighed. Beslutsomhed. Snilde. Klarhed.

Men ligesom med jobbet er der mange mennesker, der ikke ser parforholdet som en udfordring, men forsøger at "slutte fred" med partneren. Når denne fredsslutning endelig lykkes, er den sidste og fuldstændig intetsigende og kedsommelige fase af parforholdet begyndt. Det er almindeligt at den varer livet ud. En partner er en værdig modstander. En kæmpeudfordring. Noget man må slås med til man dør (eller partneren gør det, eller finder en anden, eller hvad der nu sker). Man kan ikke rense dramatikken og vildskaben ud af kærligheden uden at slå den ihjel.

På samme måde kan man have et passioneret forhold til sit arbejde. Den dag man slutter fred, stiller man sig tilfreds og holder op med at kæmpe. Det er den dag, det begynder at gå ned ad bakke. At stille sig tilfreds med noget er at acceptere tingene som de nu engang er, at give afkald på sine forventninger om at tingene skal blive anderledes, og at give slip på sin vilje til og sit eget ansvar for at sådan en forandring skal ske. Det er at gå i stå i sin udvikling som menneske.

Få mennesker betragter tilsyneladende arbejdet som en udfordring. Mange insisterer på en kort arbejdstid og en høj løn. Så finder man et eller andet konformt, men velbetalt lønarbejde at beskæftige sig med fra 8 til 16. Men hvad er det for et liv? Hvor er gnisten? Hvor er engagementet? Hvor er spændingen?

Mange mennesker kunne forbedre deres liv betydeligt, hvis de ville gå lidt ned i løn til fordel for at beskæftige sig med det, de virkelig kan lide, og som dybest set interesserer dem. Men det kræver, at man ser arbejdet som et sted hvor man kan finde sit livs udfordring. Man skal drømme sin personlige livsdrøm om at blive mester. Har man først set udfordringen og taget imod den, skal kampen med den nok trække de suveræne færdigheder med sig.

Enhver kan udvikle sig mod mesterskab
Ordet geni er forbeholdt de færreste. Ofte tænker vi på genier som mennesker med ganske særlige, medfødte evner. Men mange genier var ikke særlig geniale tidligt i livet. Albert Einstein klarede sig fx temmelig dårligt i grundskolen. Hans første job var en ordinær ansættelse på et patentbureau. Men i voksenlivet blev han ved med at udvikle sig, og i dag regnes han for et af vort århundredes største genier.

Da Einstein døde blev hans hjerne grundigt undersøgt. Folk var overbevist om at det måtte være en helt speciel model. Det viste sig at være en helt almindelig hjerne, ikke til at skelne fra en hvilken som helst anden. Men sådan en hjerne kan man bruge mere eller mindre – man kan kræve mere eller mindre af den, man kan give den færre eller flere "tærsk". Hvis man virkelig finder sit livs udfordring og udnytter hjernen til den yderste grænse af hvad den kan yde, kan vi tvinge den til at svare på selv de vanskeligste spørgsmål. Det er en mulighed vi alle sammen har. Det er bare de færreste af os, der nogensinde benytter os af det. Vi holder os tilbage og tænker "Jeg er jo ikke noget geni, ikke engang på mit lille felt."

Hvorfor skal vi altid være så små og beskedne? Vær ubeskeden! Stol på dig selv. Stil store krav til dig selv og til din arbejdsplads. Tag det bedste arbejdsliv du kan få. Kræv den nødvendige frihed til at tilrettelægge arbejdet og løse problemerne på din egen måde. Kræv at få indflydelse på målsætningen. Kvalitetsnormerne. Arbejdsgangene. Det hele.

Du tror vel ikke at din virksomhed selv kommer og indrømmer dig alle de privilegier, du har brug for at udvikle dit mesterskab? Tal din sag. Få din chef til at forstå, hvor du er på vej hen og hvilken utrolig glæde og værdi det også kan have for firmaet, at du bliver rigtig god til det du laver. At du udvikler dit mesterskab. Sats på det. Sæt noget på spil. Demonstrer din vilje til at det skal lykkes. Grib chancen og bliv vanvittig god. Det kan godt være, at de andre synes du er underlig, men dem om det. Måske kalder de din stræben for morakkeri. Måske tror de at du gør det for at opnå særlige privilegier, eller måske bare for at indynde dig hos chefen. Men du kender bedst dine egne grunde og du må se stort på, hvad de andre tænker om dig og dit udviklingsprojekt.

Det menneske, som det lykkes at erobre mesterskabet, skifter afgørende status på arbejdspladsen. Han eller hun bliver et af den slags mennesker, der gør en forskel. En af de vanvittig gode, der gør virksomheden unik. En af dem, der gør den konkurrencedygtig nationalt og internationalt. Det er mestrene, der er de virkelig værdifulde medarbejdere. Det kan ikke nytte at lyve om det. En sekretær, en ingeniør eller en svejser, der er mester, kan gøre ting, som ingen andre kan klare. Han eller hun sætter et unikt præg på tingene.

En mester er praktisk taget uerstattelig. Han eller hun kalder ånden ned på jorden og virkeliggør det største. Det er mesteren, der gennem virkeliggørelsen af sine livsdrømme – gennem kampen med de største udfordringer – bringer vores verden videre. Dermed ikke være sagt, at der ikke er brug for dem, der ikke har udviklet mesterskabet. Dem der er på vej. Men dem, der opnår det store og sjældne at erobre mesterskabet bliver værdifulde i en helt anden målestok.